Helle Helle: Fire drømme om Methe Skjoldeng

August, 2012

Jeg opdager ved et tilfælde, at der findes to Methe Skjoldeng.

Den ene befinder sig på Testrup Højskole. Den anden er med

min søster på Mallorca, hun er knap så spraglet klædt.

November, 2013

Methe Skjoldeng har taget navneforandring til Katja Hårnål.

Marts, 2014

Methe Skjoldeng føder tvillinger, den ene taler straks efter fødslen lydefrit dansk.

April, 2015

Mens Methe Skjoldeng sover, går hendes datter Nova til bageren

og beder om en "benspjæt" og en "spandøjser".

David Copperfield og Sandhed af Lone Hørslev

David Copperfield:

Dengang jeg var inde og se den store

tryllekunstner David Copperfield.

Det var helt vildt.

Han tryllede for eksempel en personbil væk.

Han tryllede en del af

publikum væk,

Kirsten Hammann tryllede han væk.

Det var ikke særlig fedt

at skulle gå hjem

uden Kirsten, men

hun dukkede senere op ude på en mark.

Jeg tænkte dengang, at det gad jeg godt, jeg

gad godt at blive tryllet væk.

Evt. blive lagt i en vakuumpose.

Evt. blive ramt af en pil eller lyn.

Nu ligger jeg i sengen og lytter til

et youtube-klip du har sendt mig, det

er fyldt med nordlys og beats. Det er som at blive aet

med lyd og

jeg føler mig igen

inspireret til at forsvinde. Eller.

Forsvinde ind i musikken hvor tonerne et øjeblik skubber

tomheden

tilbage ned i hatten med kaniner.

Hører du det samme? Nu. Hører du det samme NU?

Hvis du gør, kan vi måske mødes

i noget stofligt og rent

og måske

           et øjeblik

og fra hver vores matrikel

forsigtigt forsigtigt

finde hinanden i dét.

Sandhed:

En kendt dansk fotomodel har navngivet sit barn

Shooter Sandhed Schnabel.

Tænk at kalde sit barn for Sandhed, tænk

at kalde nogen det.

Kunne hun ikke lige så godt

have kaldt sit barn for Jesus, jeg mener

den mindste løgn i Sandheds mund

må jo være som et bombeattentat i en børnehave.

Tænk hvis Sandhed vokser op og bliver en

motherfucking player, en person,

som svindler sig både

til pigehjerter og til penge.

Eller i mindre skala: at Sandhed

bliver sådan en

der lyver hist og pist

og ikke fordi han egentlig

ønsker at lyve

men bare fordi

det gør vi alle. Det gør du.

Når du siger

at du ikke kan leve uden mig.

Det går jo meget fint, måske

er Sandhed også bange for at såre nogen.

Måske vil han sige ”Jeg elsker dig” til en kvinde

han slet ikke elsker, bare for at se hende glad.

Og hun vil se ømt på ham og hviske tilbage:

Kære Sandhed.

Jeg elsker også dig.

Og uden at vide hvor mange ansigter

Sandhed er i stand til at bære. 

Til alle jer - Doctor Hielpeløs aff Græcken Land

Digt af Mads Mygind

en politiker siger han skal have en højere moral

end resten af samfundet

for at udføre sit arbejde

jeg siger han skal have en lavere moral

for at gøre det han gør

han siger han har i sinde at overholde loven

uden han er blevet spurgt om det

Tekst af Zara Palmquist

mine fingrer er klistrede, jeg løber mod toilettet, skider på gulvet. Mine fingrer stinker af varme gulerødder og olie. I dag snakkede jeg i telefon med Katinka, hun sagde ikke så meget, jeg snakkede en del. Det prikker i ryggen, som om en myretue har taget bo i ryggen på mig, eller som om en stor massagekugle trykker hele ryggen træt. Den følelse kender hun ikke, men hun kender følelsen af at knoglerne føles som tør træ. Måske det er måden vi formulerer os omkring kroppen, der gør hvordan vi føler den. Jeg ville have skrevet alt muligt, om MJ og Islam og folk og de ulykkelige, det står i min notesbog, notesbogen er væk, jeg tørrer lort op fra gulvet med en klud. Når jeg dør, så dør verden, hørte jeg engang en kvinde sige i bussen, jeg tænkte hun var en idiot. Her kommer så noget andet tekst, som giver mere mening, måske lort: Fotografiet er tidens monument, fotografiet er et objekt, et fastfrosset øjeblik, et ansigt med folder i huden og skygger af sort, men mest af alt øjnene, øjnene i et fotografi. Øjne der har set ting i verden. Øjet fremstår sårbart skuttende. Det gør så ondt at se et menneske fornedre sig, bukke sig i skam. Jeg kan bilde mig ind, at jeg kan se gennem blikket, at jeg ser ind under blikket, ser hvad det øje har set. Billeder af angst og krig vælder ind fra blikket. Et monument i krigens navn, kalder. Hvad bliver tilbage efter krig? Hvad får vi andre lov til at erindre? Sammenbrud, billeder af verden som skranter. Hvad er det her? Et farvel til det organiske. Græshopper med luftbårne sygdomme udbreder smitte. De æder alting op. I horder vandrer de, nogen af dem flyver. Fra by til by æder de markerne op. Uroen kravler, de tynde stængler svajer let i vinden, sætter sig på stilke, sætter sig på stilke stængler. Dyret trækker vejret med besvær, det har knuder på stemmebåndet, luftgangene er besværet. Opsøger en nødvendighed i bevægelsen, mens maven sprækker af overlast.

Uden titel - Line Toftsø

Jeg forestiller mig at dagene

kan blive ved med hænderne

i skødet ingenting er fuld

af forventning og græssets røde ankler

knækker med en lyd der afsluttes

i det samme den sættes

i gang  det beroliger mig

at alle ikke holder

ferie  i radioen er alderen

gammel  jeg forstår ikke

at fødderne ikke når ned

til gulvet  at centimeters afstand

og spejlskåret onyx også kan være

mig sådan  og det går over det gør det

om natten hvor jeg er den eneste  hvor

roserne er for søde og vifter som venlige

jeg tror det er et menneske  en mand

der bøjer sig  de tynde ben en tornet ryg

der skyder  et stjerneskud der kommer før

jeg er klar  hvordan det ser ud hvordan  det

skal jeg sige dig  jeg ser det med

mine øjne  det er mørkt meget mørkt

og blødt ligesom løsnet jord og se nu

hvordan en stor bille lægger sig  først

den ene højre skulder i jorden og så resten

af kroppen  bevægelsen foregår så langsomt

og da billen lægger sig fladt lyder et tørt klak

som når man knapper en tryklås og

guldet bliver brunt og synes er længere væk

Lånerkort til Island - Marija Krogh Iversen

Jeg postede et opslag på facebook, som jeg håbede ville gå viralt. Det gik ingen steder og der sad jeg med min digitale forfængelighed og ønskede at blive hørt. Derude. Hos jer. Uden for Islands svovlende mure. For her siger ingen noget. Hekla sover, nordlyset er ikke vågnet endnu, det er som en tidlig lørdag morgen og man spekulerer på, hvad man skal få tiden til at gå med før resten af huset begynder at klø sig i skridtet og kaffemaskinen til sidst går i gang med at oversætte natten til dag. Der er på en eller anden måde noget eller nogen, mig selv velsagtens, der skal trykke på knappen på den maskine, der skal få verden til at virke, give dagene sprog, så de taler til mig. Jeg har lånt en cykel og lånt et lånerkort. Jeg har talt med to piger med cykelhjelme på, en teenager, der malede en vindueskarm og med en kvinde, der i sin uldne trøje ligesom varmede hele den have hun stod i op. Se, hun var viral, hvis viral har noget med bevægelse og spredning at gøre, som for eksempel Thomas Bigum hævder. Ich weiß nicht, men hvis Thomas Bigum har ret, så var hun virkelig viral, den grønsweatrede kvinde, hun spredte sin glød og forærede mig sin cykel og hele haven lyste, græsset og havet og Esja på den anden side af havet lyste.

Og så brugte jeg en dag på at trække gamle Amiina gennem byen i et konstant fald af konstant regn, der ophidset rev i min islandske goretexjakke af tvivlsom kvalitet. Men vi nåede cykelsmeden i Hverfisgata, den gamle jernhoppe og jeg, og jeg spekulerede på, hvad det ville koste, men han pustede gratis, islandsk luft i dækkene og sendte mig af sted ned ad gaden og så til venstre af Ingólfsstræti, ud mod det nordiske hus. Det bedste var ikke glæden over at læse den seneste udgave af Weekendavisen mellem svenske, norske og danske titler eller den søde bibliotikarinde, der anbefalede mig at læse Salka Valka af Halldorf Laxness – Islands store stolthed på linje med Hekla og Gullfoss og Den Blå Lagune og islændernes ukuelige arbejdsmoral og rå tyngde, der eftersigende bragte dem tilbage på sporet efter 2008 – det bedste er den der forbudte stolthed i skulderbladene over, at et lille projekt blev født og fuldført i verden. At Amiina nu har luft i sine dæk og jeg har luft under vingerne, ligesom Erica Jung, bare mere svovlholdig.

Jeg læste her til morgen, at DSB bruger 25 millioner om året på at fjerne graffiti fra deres tog, og at der hver dag bliver lagt 350 millioner billeder op alene på Facebook, og der sad jeg mellem alle millionerne og følte mig lykkeligt overladt til min havregrød, der stod og fik skorpe på, mens der vel blev lagt en 377.000 billeder på Facebook. I Island blomstrer syrenerne i midten af august, i Island er jordbærrene modne i midten af august, i Island ripper de solbær og ribs i starten af oktober. I Island ligger de også billeder på Facebook, men de ligger dem langsommere i takt med solbærs modnen og syrenernes sene død.  

Uddrag af Stormskader - Katrine Grünfeld

Tallerkener med stivnede madrester, glas med indtørret rustrød vin i bunden, papirer over alt, flasker og flasken, der er væltet. Banalt på en fad måde, en banan, der bare bliver liggende, til den er helt sort af pletter, fyldt med små emsige fluer, som man har gloet på i dagevis. Dagevis, der burde bæres ud og brændes. Hun står i stuen. Fødderne uden strømper mod gulvbrædderne, tæernes afskallede neglelak, det tynde, blonde hår, der ikke længere bliver elektrisk af de allermindste grunde, fordi hun har klippet hestehalen af i raseri over elastikken, fanget i håret. Det går på en eller anden måde altid ud over håret og kroppen, der holder sammen på det hele. Sådan står hun og er i tvivl om, hvor hun skal bevæge sig hen. Der er færre måder, måske flere måder, at bevæge sig på, når hun ikke skal begynde dagen med at børste børnenes tænder. Det meste af tiden har lyst til at sove. Hele tiden har lyst til at ødelægge noget. Se, hvordan her ser ud. Sådan er hun, når hun er alene. Når der ikke er nogen til at dæmme op for det. Når hun er sammen med ham, kan hun kontrollere sig selv. Hun kan vente en time med at tømme opvaskemaskinen. Og så tømme den i det nu, han kommer ud i køkkenet. Han skal se, at hun tømmer den. Hun kan kværne støvsugeren hen over gulvet, under deres ben, netop som de har sat sig til rette, familien.

Tekst - Sophia Handler

MELLEM SEMESTRE

god plads på gaden,

på vej over Christianshavn

jeg får Karens hår ind i kameraet

vi er gode veninder, vi formår at blive ved
med at se os selv oppefra

i de små timer

vi voksede op med at spille Sims

cyklerne holder kollegietæt

rundt om en rød dør af træ,

en slags skur, man skal sluses igennem

grinende

vi var nødt til at lede lidt efter det her

jeg samler mig op,

træder ind i et saltvandstungt lydbillede

her er bredt og tomt

vi trækker en kæde gennem røgen

som bjergbestigere

køleren blinker bag baren

henover et kendt ansigt, Adonis

med funny balloons

fabulerende: you are dancing like a fly. you remind me of all the summers I was chasing off flies from watermelon. it was warm, 40 degrees

and I was thinking about my life while the flesh was getting ripe

I never knew I would end up in a bike land

there is gonna be a thunderstorm later, see you around

der er ingen tvivl om, hvor du står og bevæger dig

at hænderne et til at tage med

Dragos, Adonis og du

I er bare musikere, der skiftes

os, vi er piger, der spreder sig

---

så står alle udendørs lidt

det er som om, vi hele tiden har lænet os mod hinanden

som nogen

der siger ‘alligevel’

du bløder op i nakken og drejer den,

wanna go to my room? en anden etage, hvorfor. I have a friend sleeping in my room. who’s that friend

det her er en kvindes lejlighed

jeg tænker ikke over det før
vi roder rundt i den gullige seng

du holder øjnene permanent lukkede

vores rytme er kortvarigt synkron

men jeg taler utydeligt og

falder fra tinderne: jeg er et gabende hul i gardinet

#pathetic

jeg siger 

you're never, ever gonna fuck a gurl like me again

eller senere, værre: I'm a keeper. Adonis, tell him I’m a keeper

bagefter ligger vi ganske kort

jeg tror, jeg kaldte dig Nordpolen

tøjet på gulvet har ikke fordelt sig det vilde

vi låser os ud og væk fra hinanden,

tilbageføres til musikken

fra hver vores kanal

pulten står bag en europalle

det her er den største afstand, jeg har haft til et andet menneske på jorden 

---

før jeg finder Karen igen

udenfor på græsset, sætter jeg mig i baren

manden i stolen ved siden af ler og ler

Adonis ser nysgerrigt på

hvordan du spænder min horisontlinje ud mellem skuldrene

synthen kører op i det ætsende

vores rytme er kortvarigt synkron

her er gråt inde nu

vi taler ikke om tiden

man føler en større ensomhed blandt sine venner end 

den ensomhed, man føler foran et publikum

du vil først skrue ned for volumen, når jeg er taget hjem

Postkort fra René Jean Jensen

Her sker ingenting. Jeg har fundet en 25-øre fra 1981. Dronningens monogram: et kronet M med viltre rødder, blækspruttefødder, 2R-bølgegang. Møntmageren hed nok BOB, B hjerte B. På den anden side: fartstriberne Danmark ankommer i. Cirklen, værdiens cirkel, hvori 25-øren er et lille puf. Og det skønne hul i midten: hullet i værdierne. Tomrummet i midten. Bålplads, brændglas. Sæt glas i alle hullede mønter, en lup. Brænd alting af med møntskærpet sol. Nej, lad selvfølgelig være med det. Lad være med alt. Et her-sker-der-ingenting-hul bliver til et nyt. Kafka sidder selvfed i sukkulenten og rækker sin skællede tunge ud og hvæser vand mig. Zigzaggende øjne. Vand? Mig? Så kommer politihunden og vander krabbebregnen, god hund. Sørøveren hænger sig, alt uddør omkring ham. I mellemtiden skal vi med bussen, vi skal leje en Peugeot, vi går selv, vi napper tandemen ned på havnen, hvor vi skal banke blæksprutter mod molen. Føler os genmanipuleret nu-bundne. En lille sød gris gnubber imens sin røv mod tv-glasset, hale, fladtrykt spiral. Kommer vi ind i fiktionen og leger? Jeg tror det, vi skal lige skrive postkortet færdigt først. Kære. Her sker ingenting.

RJJ

Den 8. plage - Kenneth Jensen

Den 8. plage

På vej til cricket, for at være bedst, træningsintervallet øget til hver dag, igennem bussens rude, den stærke sol, i små kalejdoskopiske mosaikker, der spejler og forstyrrer udsynet, en stor abe, i det lange, stride græs, i udkanten af skoven ud for cricketbanerne, som årvågent spejder efter de håndsyede bolde, der kommer for nær. Da bussen er kørt nogle få meter og er i skygge af træerne, med ét bag den store abe, en lang, lige række mindre og mindre aber, der fører dybt ind i den mørke skov, som en udstrakt Babusjka, der lus for lus, med ryggen til hinanden, og andet utøj, lidt stressede soignerer både hinanden og ham, da en cricketbold bliver ramt lige i røven, langt ud af banen og flyver over og lander, trillende det sidste stykke over til aben. Reserveslåeren, der også fungerer som boldhenter, går hen for at hente bolden, mere og mere nær aben, dens åndedræt der lyder mere og mere tungt, slimen i luftrøret, den automatiske rømmen, som om der et sted inden i ham bliver brygget kaffe, og denne gang går det lige, bolden er hentet og spillet kan fortsætte igen. Senere, når banerne i skumringen er lukkede, når han kan tillade sig at slippe angsten, soignerer også han i et ømt øjeblik en ven, mens solen, stille som den plejer, drejer ned bag vulkanen i horisonten.

juni, juli - lea løppenthin

juni, juli

alle skraldespandene var endevendt søndag morgen

flamingobakkerne lå spredt ud over græsset

var det rævene ? det var det vel,

rævene og menneskene

sådan er det altid

fandt en bog om cirkulære beslutninger under broen ved Nordre Fasanvej

en eller anden havde kasseret alt på sit kontor

mange ringbind, flow charts og bøger om management lå som et lille bjerg i skyggen

selv gemmer jeg en rest af ideologi i mine bevægelser

en karikeret facon så kan jeg drille dem der holder af mig

det var dem der startede

det var dem der startede

jeg ville ikke stå ud af sengen, så i stedet læste jeg Flannery O’Connor:

Everything that rises must converge

+ så et videoklip på min telefon hvor en hvid politibetjent skyder en sort bilist på grund af en manglende nummerplade

everything that rises must converge

everything that rises must converge OK OK

huset vi sov i den nat var i færd med at blive isoleret

de havde pumpet papirstumper ind i væggene

og nu skulle det dækkes til igen med tyk blå tape

og dem der boede i huset der var så søde og lyse i ansigterne

tak fordi vi måtte sove i dit hus sagde vi til den lille dreng med høreapparatet

det var jo ikke mig der gav jer lov sagde han

og det måtte vi give ham ret i

tidligere på sommeren var jeg på kursus

én af dem jeg var der med ødelagde mit hjerte for nogle år siden

i pausen, på gårdspladsen, sagde han til mig:

Har du fået nye sko

du har ellers så mange af den model

du havde et par mørkeblå med lyseblå striber

jeg nægtede at have ejet sådan et par sko, men han insisterede og sagde:

jeg kan huske at de stod der

vi smilede af det hele

alle skriver beskeder til hinanden

for eksempel:

du må undskylde at jeg kommer og henter dig i en lille lyseblå sportsvogn

men det var Leo, der drillede mig til at tage den. Jeg sælger den snart igen

for eksempel:

I love you Nelly, Nelly is your name isn’t it

man ved aldrig noget nok til at ikke at opleve det igen

man kan aldrig være eksistentielt anlagt ret lang tid af gangen

min lillesøster sagde: åh kan du huske de vidunderlige Lucia-optog der altid blev holdt på den svenske ambassade

min lillebror har spurgt om jeg vil med til Italien eller Grækenland og hjælpe flygtninge, vi skal ringes ved om det her i dag men først skal han bytte værelse med Simon

himlen er guldfarvet ligesom altid