Uddrag fra "Jeg kan ikke hjælpe dig med dine problemer" af Johan Davidsen

Til et bryllup uden for Herning ser jeg helikopteren, imens den tyske goms bror forsøger at få blitzen til at virke. Til daglig er han fotograf på et krydstogtskib. Han får den til at virke. I glimt lyser han sensommeraftenen op. Blitzen fyrer forbi selskabet. I samme retning, som det senere sender de kinesiske lanterner af sted ud over de høstklare marker uden at skænke brandfaren en tanke. Jeg vil gerne have lov til at prøve en assault rifle i fred. Tømme den ud over heden. Jeg vil gerne have sex med en kvinde, der er til festen, fordi hun er fra Leipzig og ph.d.-studerende der. Al den viden. En storebror på græsplænen kaster en papkasse hen på sin lillesøsters arm. Hun råber og griner og siger, at nu sover hendes arm. Storebroren siger, at så kan hun se, hvad hun vil gøre nu, sovearm. I værelset jeg går kold i ud på morgenen hænger et billede af et træ. Stammen er rød. Jeg har set det før. Min bror har sagt, det ligner en blødende livmoder. Jeg vågner om natten og tror, der er en person i værelset og tænder lyset og ser det billede.

Digt af Rolf Sparre Johansson

Det er – så nemt at være naiv...

Eller det er – man glemmer at man er

naiv, nej, det er vel det der gør

at man er naiv: at man ikke ved det,

at man ikke ser hvor dumt det er at tro at

noget bare er sådan, at det ikke

kunne være på en anden måde.

Jeg skal hele tiden minde mig selv

om hvor dum jeg er...

Fx tænkte jeg lige på at –

ikke alle identificerer sig med de samme karakterer i en film.

Fx en film – Mississippi Burning eller The Help

der må være nogen som ser sig selv som racisterne eller som

opfatter de voldelige, sadistiske racisters roller som de

onde der får deres retfærdige straf, opfatter den rolle

som problematisk fordi racisten er en blanding af offer og –

hævner? – en der har en gyldig grund til at gøre ting – ...

Jeg troede alle identificerede sig med – fx er der

i begge film en privilegeret hvid kvinde som udsætter sig selv

for risici ved at have kontakt med de sorte, jeg

troede alle ville tænke: yes, sådan vil jeg også være

jeg vil også være den der er ligeglad med mine

privilegier og min sindssyge hvide familie fordi

jeg ved hvad der er det rigtige at gøre...

Et læsested - Martin Glaz Serup

ET LÆSESTED

Mit forhold til Fanø er noget sentimentalt; overdrevent følelsesfuldt; når jeg taler om Fanø er jeg tilbøjelig til at svælge i ømme og vemodige følelser. Jeg – eller er det vi, for nu er jeg jo skilt fra den kvinde jeg boede der sammen med og hvis jeg skriver vi, bliver det vi så et forræderisk vi i forhold til den kvinde jeg bor sammen med nu, nej, det er vel blot et historisk vi, børnene var der jo også, børnene er også med i det vi, og dem vil jeg jo ikke ekskludere, men hvorfor skulle jeg også ville ekskludere den kvinde jeg var gift med, bare fordi jeg ikke er gift med hende mere - Peter Laugesen har en linje et sted, han skriver at man ikke skal pisse på den man var som den man er - så altså: vi boede der kun i to år. Selvfølgelig er det menneskene dér jeg tænker på, det miljø vi var en del af i Sønderho, størrelsen på byen og måden at være sammen på, tiden, jeg tænker på stilheden og jeg tænker på huset vi boede i; men særligt er det naturen der fylder så meget; havet, klitterne, stjernerne, lyden af det hele, alt det rå, vinden ikke mindst, og hvordan den hiver i én, og strand, skov, hede. Landevejen. Løbeturene. Det hele ligger så tæt, så selv på en kortere rute kan man løbe igennem så meget. Fuglene, køerne, sælerne, fårene. Blandt andet løb jeg og lyttede til oplæsninger på de ture, til digte. Her lyttede jeg til Caroline Bergvalls Via, et digt og en oplæsning jeg kendte vældig godt allerede, jeg allerede elskede. Hendes karakteristiske stemme. Diktionen og den ubestemmelige accent. Along the journey of our life half way, I found myself again in a dark wood, wherein the straight road no longer lay - Dale 1996. Digtet er komponeret via de mange engelske oversætteler der findes af Dantes Guddommelige Kommedie; det berømte første vers, eftersigende uoversætteligt. At the midpoint in the journey of our life, I found myself astray in a dark wood, for the straight path had vanished - Creagh & Hollander, 1989. Disse de samme strofer igen og igen, så forskellige, ordnet alfabetisk efter begyndelsesbogstav. Halfway over the wayfaring of our life, since missed the right way, through a night-dark wood, struggling, I found myself - Musgrave, 1893. Og hele tiden Bergvalls stemme, så inciterende, oplæsningen er 10 minutter lang, den er hypnotisk, også ekkoet på den oplæsning, en teknisk fejl går jeg ud fra, er sært... magisk for mig... Oplæsningen og teksten der hele tiden er det samme og hele tiden noget nyt, og ... Hvad tænker jeg her, jeg leder efter et adjektiv... Jeg tænker faktisk: intenst... Oplæsningen og digtet er intenst eksistentielt insisterende. Halfway along the road we have to go, I found myself obscured in a great forest, bewildered, and I knew I had lost the way - Sisson, 1980. På en lang tur, solen, heftig sommer, i kuperet landskab, over klitterne, jeg prøvede at finde ned til stranden fra landevejen på ureglementeret vis; det viste sig umuligt; der var pigtråd, der var vandhuller, sump, eng; jeg prøvede igen og igen at komme igennem men måtte hele tiden vende om, så prøvede jeg en anden sti, en anden vej, efterhånden træt og med gennemblødte sko. Så prøvede jeg en anden sti. Halfway along the journey of our life, I woke in wonder in a sunless wood, for I had wandered from the narrow way - Zappulla, 1998. Så vendte jeg om. Så prøvede jeg en anden sti, den førte ned fra en klit, ind mellem nogle små træer, de blev større, ind i en lysning, jeg måtte stoppe. Det var et underligt sted at stoppe, et underligt sted at stoppe en sti, der var hjulspor, hvorfor, hvorfor sådan en lysning her midt ude i klitlandskabet, jeg svedte. Halfway on our life's journey, in a wood, from the right path I found myself astray - Heaney, 1993. Så så jeg bistaderne, der var mange, de var placeret i en cirkel, inde ved træerne, og jeg stod i midten af den cirkel. Det tog mig lidt tid at finde ud af hvad det var, hvad det var jeg så, hvor jeg var, millioner af bier, forestiller jeg mig, jeg kan ikke huske om jeg faktisk så nogle, men jeg forestiller mig dem, også da jeg var der gjorde jeg pludselig det, forestillede mig at jeg kunne se dem, at jeg kunne høre dem, millioner af bier, mig i midten; jeg vendte om og løb, løb; Halfway through our trek in life, I found myself in this dark wood, miles away from the right road - Ellis, 1994. 

12 portrætter af Mette Norrie

12 portrætter
 
1. 
Han bildte ofte folk ind at han havde været et vidunderbarn; at det var derfor han var blevet så skuffende en voksen, det var nemmere end at indrømme at han aldrig havde været den bedste til noget, at melankolien blot havde fulgt hans middelmådighed som en tvilling.
 
2.
På restauranten havde hun lært at folde servietterne som svaner, men nu hvor hun ikke arbejdede der længere vidste hun ikke hvad hun skulle bruge det til. Hun flød rundt i en sø, hun sejlede med halsen mod himlen.
 
3.
Hvad mon fiskene tænker på, tænkte han mens han fiskede og så kunne han heller ikke gøre det længere. Det var svært at finde en hobby, det var svært at finde en måde at få dagene til at fremstå som dage på, det var svært at være blevet så gammel, rynkerne som bølger gennem hudens tørre hav.
 
4.
Porcelænsfrøerne på hylden i hendes lejlighed, hvordan de mindede om andre hengemte ting;
pebermyntebolcher og de gamle skotøjsæsker hun stablede, bunkerne af postkort, de støvede kontinenter.
 
5.
Hans altid så forbeholdne begejstring: som om han gik rundt med lommerne fulde af stjerner og var bange for at dele dem ud til de forkerte.
 
6.
Den måde hun vænnede sig til at der altid var koldt i lejligheden fordi hun ikke havde råd til at 
betale varmeregningen, den måde hun fik for vane at læne sig op ad radiatorer på offentlige steder;  Det var en god udstilling ville hun sige efter at have besøgtet museum, men hun kunne ikke huske nogle af værkerne, kun den lune stol ved væggen hvorfra hun havde siddet og betragtet dem, den måde farverne skød sig ind som en puls gennem kroppen.
 
7.
I selskaber kunne han føle krampagtigheden vokse bag skjorten, som en knyst på sjælen der alligevel ikke kunne skjules.
 
8.
Det der tøvende talent hun var i besiddelse af. Havde hun været en opfinder ville hun have skabt en maskine der næsten, men også kun næsten kunne redde nogens liv.
 
9.
Denne længsel han havde efter at drikke til mørket blev en væske han kunne sluge i ét drag.
 
10.
Hun havde aldrig set nogen danse på bordene, og alligevel var det oftest sådan folk beskrev hende; som typen der ikke dansede på dem.
 
11.
Den indrammede plakat på væggen i hans stue; måden den drattede ned fra sit søm mindst en gang om dagen og måden han stædigt hængte den op igen, bestemt som en eller andens far, måden det ikke længere bare handlede om plakaten, men om at holde sammen på alt der kunne styrte.

12.
Hun følte sig som den biperson i en film ingen andre end instruktøren syntes at kunne se pointen med. Midt i en scene hvor noget var ved at ske ville hun pludselig dukke op dér i døren, hovedet på skrå og afventende, en irriterende åben slutning.

Uddrag af Det nye hav - Martin Bastkjær Christensen

I løbet af få minutter ændrer vejret sig igen. Heden får et blåbrunt skær. Himlen bliver gullig og får vandpytterne til at skinne. Ude for enden af en tange glimter horisonten som et roligt bål. Skyerne, der indtil nu har hvilet som et mørkt loft, brydes flere steder af lysglimt, der lyser klippevæggene op – ikke orange, ikke gyldent, men hvis man forestiller sig flydende guld, der afsætter en slags fløde, så ville klipperne have denne flødefarve. Til den anden side, henover bjergene, løber to matte regnbuer. Flere går op på toppen af bakken, hvor der er bygget et træværksplateau med hegn. De læner sig mod hegnet og fotograferer udsigten.

På tilbagevejen taler guiden om de bjerge, vi ser. Han fortæller om en islandsk maler, som engang sagde, at alle, der forsøger at male det islandske landskab, møder muren: Hvor langt blikket end løber, vil der altid være lukket foran. Der er ingen horisont. Jeg vender blikket væk fra vinduet og ser på Søren, der sidder med lukkede øjne. Det er et særligt fænomen ved rejsen, tænker jeg, at den kan følge en slags kurve, når det kommer til opmærksomheden over for omgivelserne. I begyndelsen er alt lige nyt og interessant, men efterhånden, i løbet af overraskende kort tid, opnås en form for lokal erfaring. Man bliver dreven i at betragte omgivelserne, får et bestemt blik for det særlige, som tit netop ikke er det umiddelbart bemærkelsesværdige. Men på et vist tidspunkt under en rejse bliver opmærksomheden alligevel overmæt. Blikket bliver slappere og holder op med at se tingene som noget nyt. Jeg føler pludselig, at jeg er på vej til at blive immun over for landskabets kontraster; det vilde over for det tamme, det blide over for det groteske. En mild og lys eng over for de mørke lavaknolde, der ligger overalt som en forstenet grød. Jeg ser pæne eller storslåede panoramaer på samme måde, som man bladrer gennem et stativ med postkort, men de afgiver ikke længere nogen betydning.