8:
Henrik
henter violinen i baglokalet, han bærer kassen som et barn i armene.
Og
ikke kun i andægtighed, han er blevet gangbesværet.
Han
smiler til hende. De konverserer lidt på italiensk, han husker hende
fra da hun bare var en stor pige, han omtaler Piotr med andægtighed
og begejstring.
Som
den unge forelskede dreng, han i virkeligheden stadig er. Mon
egentlig Piotr nogensinde…?
Hun
læner sig lidt ind i hans ukomplicerede varme. Fint, at han også
har behåret buen, bestemt, Garbo-strenge er fuldt på højde med
Pirastro og jo, hun vil gerne prøve violinen nu, her, så de sammen
kan beslutte de sidste justeringer. Et øjeblik elsker hun ham for at
spørge.
Hun
åbner violinkassen, tager violinen op
flammende ahorn, sorteste
ibenholt, udstrakt æstetik
beroliger
en af strengene med en finger, rolig, rolig. Hun er helt rolig. Hun
stiller sig, lægger hagebrættet mod kinden, kaster et blik ned
gennem stolen, tjekker forbindelsen til dækket. Justerer
finstemmeren på E-strengen. Fatter buen, stryger. Hun overvejer
ikke, vandets overflade står lysende foran hende, allerede
materialiseret. Hun bukker let. Smiler til Henrik. Han er hendes
ideelle publikum, samhørigheden mellem de højt specialiserede
intellekter, fagligheden, melankolien. Piotr. Hun spiller. Det er
ikke Bach eller Brahms, hun spiller uden forlæg.
Piotr
ville korse sig, men Henrik er uforbeholden i sin lydhørhed.
Bag
øjenlågene toner noget frem, hun maner det. Først er det fløde,
tyk og cremet, så havet, dybt og grønt. Hun lukker øjnene, mærker
den knugende fornemmelse mellem skulderbladene løsnes. Spiller et
spindelvæv af lyd, åbner øjnene i en sprække, aner farver og
kurver foran sig, spiller ind i dem, maner, vil have fat i hele
billedet, alle nuancerne, den mindste fregne på den krop, hun har
spillet frem, hoftens runding, øreflippens blidhed. Der står en
kvinde foran dem, de ser det begge og øjeblikket er der og så er
det forbi. Hun sænker instrumentet.
Henrik
stirrer på hende
forfærdet.
