søndag den 6. september 2015

12 portrætter af Mette Norrie

12 portrætter
 

1. 
Han bildte ofte folk ind at han havde været et vidunderbarn; at det var derfor han var blevet så skuffende en voksen, det var nemmere end at indrømme at han aldrig havde været den bedste til noget, at melankolien blot havde fulgt hans middelmådighed som en tvilling.
 

2.
På restauranten havde hun lært at folde servietterne som svaner, men nu hvor hun ikke arbejdede der længere vidste hun ikke hvad hun skulle bruge det til. Hun flød rundt i en sø, hun sejlede med halsen mod himlen.
 

3.
Hvad mon fiskene tænker på, tænkte han mens han fiskede og så kunne han heller ikke gøre det længere. Det var svært at finde en hobby, det var svært at finde en måde at få dagene til at fremstå som dage på, det var svært at være blevet så gammel, rynkerne som bølger gennem hudens tørre hav.
 

4.
Porcelænsfrøerne på hylden i hendes lejlighed, hvordan de mindede om andre hengemte ting;
pebermyntebolcher og de gamle skotøjsæsker hun stablede, bunkerne af postkort, de støvede kontinenter.
 

5.
Hans altid så forbeholdne begejstring: som om han gik rundt med lommerne fulde af stjerner og var bange for at dele dem ud til de forkerte.
 

6.
Den måde hun vænnede sig til at der altid var koldt i lejligheden fordi hun ikke havde råd til at 

betale varmeregningen, den måde hun fik for vane at læne sig op ad radiatorer på offentlige steder;  Det var en god udstilling ville hun sige efter at have besøgtet museum, men hun kunne ikke huske nogle af værkerne, kun den lune stol ved væggen hvorfra hun havde siddet og betragtet dem, den måde farverne skød sig ind som en puls gennem kroppen.
 

7.
I selskaber kunne han føle krampagtigheden vokse bag skjorten, som en knyst på sjælen der alligevel ikke kunne skjules.
 

8.
Det der tøvende talent hun var i besiddelse af. Havde hun været en opfinder ville hun have skabt en maskine der næsten, men også kun næsten kunne redde nogens liv.
 

9.
Denne længsel han havde efter at drikke til mørket blev en væske han kunne sluge i ét drag.
 

10.
Hun havde aldrig set nogen danse på bordene, og alligevel var det oftest sådan folk beskrev hende; som typen der ikke dansede på dem.
 

11.
Den indrammede plakat på væggen i hans stue; måden den drattede ned fra sit søm mindst en gang om dagen og måden han stædigt hængte den op igen, bestemt som en eller andens far, måden det ikke længere bare handlede om plakaten, men om at holde sammen på alt der kunne styrte.


12.
Hun følte sig som den biperson i en film ingen andre end instruktøren syntes at kunne se pointen med. Midt i en scene hvor noget var ved at ske ville hun pludselig dukke op dér i døren, hovedet på skrå og afventende, en irriterende åben slutning.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar