Uddrag af Det nye hav - Martin Bastkjær Christensen

I løbet af få minutter ændrer vejret sig igen. Heden får et blåbrunt skær. Himlen bliver gullig og får vandpytterne til at skinne. Ude for enden af en tange glimter horisonten som et roligt bål. Skyerne, der indtil nu har hvilet som et mørkt loft, brydes flere steder af lysglimt, der lyser klippevæggene op – ikke orange, ikke gyldent, men hvis man forestiller sig flydende guld, der afsætter en slags fløde, så ville klipperne have denne flødefarve. Til den anden side, henover bjergene, løber to matte regnbuer. Flere går op på toppen af bakken, hvor der er bygget et træværksplateau med hegn. De læner sig mod hegnet og fotograferer udsigten.

På tilbagevejen taler guiden om de bjerge, vi ser. Han fortæller om en islandsk maler, som engang sagde, at alle, der forsøger at male det islandske landskab, møder muren: Hvor langt blikket end løber, vil der altid være lukket foran. Der er ingen horisont. Jeg vender blikket væk fra vinduet og ser på Søren, der sidder med lukkede øjne. Det er et særligt fænomen ved rejsen, tænker jeg, at den kan følge en slags kurve, når det kommer til opmærksomheden over for omgivelserne. I begyndelsen er alt lige nyt og interessant, men efterhånden, i løbet af overraskende kort tid, opnås en form for lokal erfaring. Man bliver dreven i at betragte omgivelserne, får et bestemt blik for det særlige, som tit netop ikke er det umiddelbart bemærkelsesværdige. Men på et vist tidspunkt under en rejse bliver opmærksomheden alligevel overmæt. Blikket bliver slappere og holder op med at se tingene som noget nyt. Jeg føler pludselig, at jeg er på vej til at blive immun over for landskabets kontraster; det vilde over for det tamme, det blide over for det groteske. En mild og lys eng over for de mørke lavaknolde, der ligger overalt som en forstenet grød. Jeg ser pæne eller storslåede panoramaer på samme måde, som man bladrer gennem et stativ med postkort, men de afgiver ikke længere nogen betydning.