Digt af Rolf Sparre Johansson

Det er – så nemt at være naiv...

Eller det er – man glemmer at man er

naiv, nej, det er vel det der gør

at man er naiv: at man ikke ved det,

at man ikke ser hvor dumt det er at tro at

noget bare er sådan, at det ikke

kunne være på en anden måde.

Jeg skal hele tiden minde mig selv

om hvor dum jeg er...

Fx tænkte jeg lige på at –

ikke alle identificerer sig med de samme karakterer i en film.

Fx en film – Mississippi Burning eller The Help

der må være nogen som ser sig selv som racisterne eller som

opfatter de voldelige, sadistiske racisters roller som de

onde der får deres retfærdige straf, opfatter den rolle

som problematisk fordi racisten er en blanding af offer og –

hævner? – en der har en gyldig grund til at gøre ting – ...

Jeg troede alle identificerede sig med – fx er der

i begge film en privilegeret hvid kvinde som udsætter sig selv

for risici ved at have kontakt med de sorte, jeg

troede alle ville tænke: yes, sådan vil jeg også være

jeg vil også være den der er ligeglad med mine

privilegier og min sindssyge hvide familie fordi

jeg ved hvad der er det rigtige at gøre...