Uddrag af Stryg - Katrine May Hansen

8:

Henrik henter violinen i baglokalet, han bærer kassen som et barn i armene.

Og ikke kun i andægtighed, han er blevet gangbesværet.

Han smiler til hende. De konverserer lidt på italiensk, han husker hende fra da hun bare var en stor pige, han omtaler Piotr med andægtighed og begejstring.

Som den unge forelskede dreng, han i virkeligheden stadig er. Mon egentlig Piotr nogensinde…?

Hun læner sig lidt ind i hans ukomplicerede varme. Fint, at han også har behåret buen, bestemt, Garbo-strenge er fuldt på højde med Pirastro og jo, hun vil gerne prøve violinen nu, her, så de sammen kan beslutte de sidste justeringer. Et øjeblik elsker hun ham for at spørge.

Hun åbner violinkassen, tager violinen op

flammende ahorn, sorteste ibenholt, udstrakt æstetik

beroliger en af strengene med en finger, rolig, rolig. Hun er helt rolig. Hun stiller sig, lægger hagebrættet mod kinden, kaster et blik ned gennem stolen, tjekker forbindelsen til dækket. Justerer finstemmeren på E-strengen. Fatter buen, stryger. Hun overvejer ikke, vandets overflade står lysende foran hende, allerede materialiseret. Hun bukker let. Smiler til Henrik. Han er hendes ideelle publikum, samhørigheden mellem de højt specialiserede intellekter, fagligheden, melankolien. Piotr. Hun spiller. Det er ikke Bach eller Brahms, hun spiller uden forlæg.

Piotr ville korse sig, men Henrik er uforbeholden i sin lydhørhed.

Bag øjenlågene toner noget frem, hun maner det. Først er det fløde, tyk og cremet, så havet, dybt og grønt. Hun lukker øjnene, mærker den knugende fornemmelse mellem skulderbladene løsnes. Spiller et spindelvæv af lyd, åbner øjnene i en sprække, aner farver og kurver foran sig, spiller ind i dem, maner, vil have fat i hele billedet, alle nuancerne, den mindste fregne på den krop, hun har spillet frem, hoftens runding, øreflippens blidhed. Der står en kvinde foran dem, de ser det begge og øjeblikket er der og så er det forbi. Hun sænker instrumentet.

Henrik stirrer på hende

forfærdet. 

Tekst af Sebastian Bergstrøm

det er en vigtig sten i

mit opbyggelige jeg

hvordan jeg rækker mit nummer

til garderobepersonalet

et let buk

et skridt frem

en imødekommende arm

det signalerer en slags målrettethed

når kropsdelene følges ad

det er min jakke og/eller taske

my number is up

en af de sjældne konstanter i verden

garderoben koster tyve kroner men

bliver mere obligatorisk med årene og

et kort øjeblik forestiller jeg mig

at det ikke passer alt

det med inflationen

at samfundskagen alligevel ikke

bager sig for stor til sit tøj og

vi ikke endnu en gang skal

hamstre t-shirts og snørresko

med plads til at vokse i

mens bladene falder af træerne

at jeg alligevel ikke igen

skal rydde fortovet for sne og offentlighed

mens kuglerne falder af træerne

togskinnerne

ikke lægger sig i deres

snørklede cirkulære skydebaner

igen

igen er det månen

vi så alle sammen taler om

det er netop nu du skal se den

næsten helt unikke kombination af positioner

der kan fremskrives med

nøjagtig samme præcision som

garderobeprisen

jeg parkerer min bagage

til månerne bløder

igen

Uddrag fra No hard feelings - Victor Boy Lindholm

min glatte hud

brænder af længsel

fra denne platform

kan jeg nu sige

at hvis man

blev født i 1991

var der meget at fejre

der var en tro

en helt ny slags tro

på fred

en dum tro

som vi griner af i parken

mens vi ligger syge

af dronernes lyde i luften

vi søger skyggen i centeret

med bar mave i parken

viser vi vores sårbarhed

jeg skriver til dronen

at jeg blot er hud

og blod

pakket ind i længsel

vi sidder i et stort støjende

cafeteria

vi runger lidt

forsøger at spise lidt mad

du mærker min glatte hud

og kalder mig din lille dreng

mens jeg viser dig videoer på

youtube

af 12 mænd der sparkes

til døde

da hjerneskallen flækker

det vender sig i mig

denne renhed i cafeteriet

vender det sig i mig

denne nat

som en mur

tung og træt

en bleg skønhed

på russisk tundrabjørn

den sidste trussel

i vildmarkens konstruktion

det er virkelig sket

vi har mistet forbindelsen til

krigen

så hvad nu

du vil se mig riddende

se mig igen og igen

du vil se mig riddende

på en russisk tundrabjørn

under skygger for månen

under skyggerne

hugger du mig ind i dine minder

men soundtracket

soundtracket er en utopi

vi har skabt i varme studier

hvor vi stod foran spejlet

og rensede vores hud

vi dækkede med et tyndt lag

pudder

inden vi lagde os ud i poolen

for at udfolde en nat på vodka

og dårlig juice

med små søde blomster som

small talk

men baby

i nat

i den her nat

har jeg brug for et sted

hvor tiden kan gå

det siger jeg til dronerne

at hvis jeg dør

af det jeg ikke kan se

af 10 mænd i hvide dragter

i hvide biler

hvis jeg dør af det

før alt andet

vil jeg gøre det i en ørken

hvor jeg farer vild

i 40 dage

og 40 nætter

inden jeg bliver hentet

af 10 mænd med langt skæg

der vil male mig orange

og henrette mig på snapchat

sende mig ud i ørkenen

med en eneste ting i hovedet

har du et andet liv

jeg kan leve på hoteller

hvor jeg fra et løbebånd

kun behøver at forstå

at jeg asfalterer ørkenen

og eroderer klipperne

i det her kolde rum

jeg asfalterer olien henover

ørkenen

jeg smører klipperne ind i nye

landskaber

i en ny tid

hvor cellerne deler sig

til små højtalere

der taler om sedimenterne

og nationerne

om tiden der er gået

den lange periode

der skal til

for at forstå

at vi lever i en krig uden helte

den tid er forbi

det vågner vi med hver morgen

en skælven

når vi ser en smal barnekrop

i et hvidt ligklæde

det er det

der flytter os længere

og længere væk fra

hvad vi troede var muligt

jeg stirrer ind i dine øjne

jeg siger at det nok skal gå

at det går væk

den brune sky

der ligger over havene

i denne seng ser vi bruddet

vi vokser op med det

vi trækker os ud af sengen

med hjælp fra planterne

der vokser i loftet

sig ikke at det har været

forgæves

sig ikke at jeg har bevaret

denne hud

så fin

for at blive født på ny

sig at det ikke har været

forgæves

at blive voksen i en liberal

orden

Uddrag fra "Jeg kan ikke hjælpe dig med dine problemer" af Johan Davidsen

Til et bryllup uden for Herning ser jeg helikopteren, imens den tyske goms bror forsøger at få blitzen til at virke. Til daglig er han fotograf på et krydstogtskib. Han får den til at virke. I glimt lyser han sensommeraftenen op. Blitzen fyrer forbi selskabet. I samme retning, som det senere sender de kinesiske lanterner af sted ud over de høstklare marker uden at skænke brandfaren en tanke. Jeg vil gerne have lov til at prøve en assault rifle i fred. Tømme den ud over heden. Jeg vil gerne have sex med en kvinde, der er til festen, fordi hun er fra Leipzig og ph.d.-studerende der. Al den viden. En storebror på græsplænen kaster en papkasse hen på sin lillesøsters arm. Hun råber og griner og siger, at nu sover hendes arm. Storebroren siger, at så kan hun se, hvad hun vil gøre nu, sovearm. I værelset jeg går kold i ud på morgenen hænger et billede af et træ. Stammen er rød. Jeg har set det før. Min bror har sagt, det ligner en blødende livmoder. Jeg vågner om natten og tror, der er en person i værelset og tænder lyset og ser det billede.

Digt af Rolf Sparre Johansson

Det er – så nemt at være naiv...

Eller det er – man glemmer at man er

naiv, nej, det er vel det der gør

at man er naiv: at man ikke ved det,

at man ikke ser hvor dumt det er at tro at

noget bare er sådan, at det ikke

kunne være på en anden måde.

Jeg skal hele tiden minde mig selv

om hvor dum jeg er...

Fx tænkte jeg lige på at –

ikke alle identificerer sig med de samme karakterer i en film.

Fx en film – Mississippi Burning eller The Help

der må være nogen som ser sig selv som racisterne eller som

opfatter de voldelige, sadistiske racisters roller som de

onde der får deres retfærdige straf, opfatter den rolle

som problematisk fordi racisten er en blanding af offer og –

hævner? – en der har en gyldig grund til at gøre ting – ...

Jeg troede alle identificerede sig med – fx er der

i begge film en privilegeret hvid kvinde som udsætter sig selv

for risici ved at have kontakt med de sorte, jeg

troede alle ville tænke: yes, sådan vil jeg også være

jeg vil også være den der er ligeglad med mine

privilegier og min sindssyge hvide familie fordi

jeg ved hvad der er det rigtige at gøre...

Et læsested - Martin Glaz Serup

ET LÆSESTED

Mit forhold til Fanø er noget sentimentalt; overdrevent følelsesfuldt; når jeg taler om Fanø er jeg tilbøjelig til at svælge i ømme og vemodige følelser. Jeg – eller er det vi, for nu er jeg jo skilt fra den kvinde jeg boede der sammen med og hvis jeg skriver vi, bliver det vi så et forræderisk vi i forhold til den kvinde jeg bor sammen med nu, nej, det er vel blot et historisk vi, børnene var der jo også, børnene er også med i det vi, og dem vil jeg jo ikke ekskludere, men hvorfor skulle jeg også ville ekskludere den kvinde jeg var gift med, bare fordi jeg ikke er gift med hende mere - Peter Laugesen har en linje et sted, han skriver at man ikke skal pisse på den man var som den man er - så altså: vi boede der kun i to år. Selvfølgelig er det menneskene dér jeg tænker på, det miljø vi var en del af i Sønderho, størrelsen på byen og måden at være sammen på, tiden, jeg tænker på stilheden og jeg tænker på huset vi boede i; men særligt er det naturen der fylder så meget; havet, klitterne, stjernerne, lyden af det hele, alt det rå, vinden ikke mindst, og hvordan den hiver i én, og strand, skov, hede. Landevejen. Løbeturene. Det hele ligger så tæt, så selv på en kortere rute kan man løbe igennem så meget. Fuglene, køerne, sælerne, fårene. Blandt andet løb jeg og lyttede til oplæsninger på de ture, til digte. Her lyttede jeg til Caroline Bergvalls Via, et digt og en oplæsning jeg kendte vældig godt allerede, jeg allerede elskede. Hendes karakteristiske stemme. Diktionen og den ubestemmelige accent. Along the journey of our life half way, I found myself again in a dark wood, wherein the straight road no longer lay - Dale 1996. Digtet er komponeret via de mange engelske oversætteler der findes af Dantes Guddommelige Kommedie; det berømte første vers, eftersigende uoversætteligt. At the midpoint in the journey of our life, I found myself astray in a dark wood, for the straight path had vanished - Creagh & Hollander, 1989. Disse de samme strofer igen og igen, så forskellige, ordnet alfabetisk efter begyndelsesbogstav. Halfway over the wayfaring of our life, since missed the right way, through a night-dark wood, struggling, I found myself - Musgrave, 1893. Og hele tiden Bergvalls stemme, så inciterende, oplæsningen er 10 minutter lang, den er hypnotisk, også ekkoet på den oplæsning, en teknisk fejl går jeg ud fra, er sært... magisk for mig... Oplæsningen og teksten der hele tiden er det samme og hele tiden noget nyt, og ... Hvad tænker jeg her, jeg leder efter et adjektiv... Jeg tænker faktisk: intenst... Oplæsningen og digtet er intenst eksistentielt insisterende. Halfway along the road we have to go, I found myself obscured in a great forest, bewildered, and I knew I had lost the way - Sisson, 1980. På en lang tur, solen, heftig sommer, i kuperet landskab, over klitterne, jeg prøvede at finde ned til stranden fra landevejen på ureglementeret vis; det viste sig umuligt; der var pigtråd, der var vandhuller, sump, eng; jeg prøvede igen og igen at komme igennem men måtte hele tiden vende om, så prøvede jeg en anden sti, en anden vej, efterhånden træt og med gennemblødte sko. Så prøvede jeg en anden sti. Halfway along the journey of our life, I woke in wonder in a sunless wood, for I had wandered from the narrow way - Zappulla, 1998. Så vendte jeg om. Så prøvede jeg en anden sti, den førte ned fra en klit, ind mellem nogle små træer, de blev større, ind i en lysning, jeg måtte stoppe. Det var et underligt sted at stoppe, et underligt sted at stoppe en sti, der var hjulspor, hvorfor, hvorfor sådan en lysning her midt ude i klitlandskabet, jeg svedte. Halfway on our life's journey, in a wood, from the right path I found myself astray - Heaney, 1993. Så så jeg bistaderne, der var mange, de var placeret i en cirkel, inde ved træerne, og jeg stod i midten af den cirkel. Det tog mig lidt tid at finde ud af hvad det var, hvad det var jeg så, hvor jeg var, millioner af bier, forestiller jeg mig, jeg kan ikke huske om jeg faktisk så nogle, men jeg forestiller mig dem, også da jeg var der gjorde jeg pludselig det, forestillede mig at jeg kunne se dem, at jeg kunne høre dem, millioner af bier, mig i midten; jeg vendte om og løb, løb; Halfway through our trek in life, I found myself in this dark wood, miles away from the right road - Ellis, 1994. 

12 portrætter af Mette Norrie

12 portrætter
 
1. 
Han bildte ofte folk ind at han havde været et vidunderbarn; at det var derfor han var blevet så skuffende en voksen, det var nemmere end at indrømme at han aldrig havde været den bedste til noget, at melankolien blot havde fulgt hans middelmådighed som en tvilling.
 
2.
På restauranten havde hun lært at folde servietterne som svaner, men nu hvor hun ikke arbejdede der længere vidste hun ikke hvad hun skulle bruge det til. Hun flød rundt i en sø, hun sejlede med halsen mod himlen.
 
3.
Hvad mon fiskene tænker på, tænkte han mens han fiskede og så kunne han heller ikke gøre det længere. Det var svært at finde en hobby, det var svært at finde en måde at få dagene til at fremstå som dage på, det var svært at være blevet så gammel, rynkerne som bølger gennem hudens tørre hav.
 
4.
Porcelænsfrøerne på hylden i hendes lejlighed, hvordan de mindede om andre hengemte ting;
pebermyntebolcher og de gamle skotøjsæsker hun stablede, bunkerne af postkort, de støvede kontinenter.
 
5.
Hans altid så forbeholdne begejstring: som om han gik rundt med lommerne fulde af stjerner og var bange for at dele dem ud til de forkerte.
 
6.
Den måde hun vænnede sig til at der altid var koldt i lejligheden fordi hun ikke havde råd til at 
betale varmeregningen, den måde hun fik for vane at læne sig op ad radiatorer på offentlige steder;  Det var en god udstilling ville hun sige efter at have besøgtet museum, men hun kunne ikke huske nogle af værkerne, kun den lune stol ved væggen hvorfra hun havde siddet og betragtet dem, den måde farverne skød sig ind som en puls gennem kroppen.
 
7.
I selskaber kunne han føle krampagtigheden vokse bag skjorten, som en knyst på sjælen der alligevel ikke kunne skjules.
 
8.
Det der tøvende talent hun var i besiddelse af. Havde hun været en opfinder ville hun have skabt en maskine der næsten, men også kun næsten kunne redde nogens liv.
 
9.
Denne længsel han havde efter at drikke til mørket blev en væske han kunne sluge i ét drag.
 
10.
Hun havde aldrig set nogen danse på bordene, og alligevel var det oftest sådan folk beskrev hende; som typen der ikke dansede på dem.
 
11.
Den indrammede plakat på væggen i hans stue; måden den drattede ned fra sit søm mindst en gang om dagen og måden han stædigt hængte den op igen, bestemt som en eller andens far, måden det ikke længere bare handlede om plakaten, men om at holde sammen på alt der kunne styrte.

12.
Hun følte sig som den biperson i en film ingen andre end instruktøren syntes at kunne se pointen med. Midt i en scene hvor noget var ved at ske ville hun pludselig dukke op dér i døren, hovedet på skrå og afventende, en irriterende åben slutning.

Uddrag af Det nye hav - Martin Bastkjær Christensen

I løbet af få minutter ændrer vejret sig igen. Heden får et blåbrunt skær. Himlen bliver gullig og får vandpytterne til at skinne. Ude for enden af en tange glimter horisonten som et roligt bål. Skyerne, der indtil nu har hvilet som et mørkt loft, brydes flere steder af lysglimt, der lyser klippevæggene op – ikke orange, ikke gyldent, men hvis man forestiller sig flydende guld, der afsætter en slags fløde, så ville klipperne have denne flødefarve. Til den anden side, henover bjergene, løber to matte regnbuer. Flere går op på toppen af bakken, hvor der er bygget et træværksplateau med hegn. De læner sig mod hegnet og fotograferer udsigten.

På tilbagevejen taler guiden om de bjerge, vi ser. Han fortæller om en islandsk maler, som engang sagde, at alle, der forsøger at male det islandske landskab, møder muren: Hvor langt blikket end løber, vil der altid være lukket foran. Der er ingen horisont. Jeg vender blikket væk fra vinduet og ser på Søren, der sidder med lukkede øjne. Det er et særligt fænomen ved rejsen, tænker jeg, at den kan følge en slags kurve, når det kommer til opmærksomheden over for omgivelserne. I begyndelsen er alt lige nyt og interessant, men efterhånden, i løbet af overraskende kort tid, opnås en form for lokal erfaring. Man bliver dreven i at betragte omgivelserne, får et bestemt blik for det særlige, som tit netop ikke er det umiddelbart bemærkelsesværdige. Men på et vist tidspunkt under en rejse bliver opmærksomheden alligevel overmæt. Blikket bliver slappere og holder op med at se tingene som noget nyt. Jeg føler pludselig, at jeg er på vej til at blive immun over for landskabets kontraster; det vilde over for det tamme, det blide over for det groteske. En mild og lys eng over for de mørke lavaknolde, der ligger overalt som en forstenet grød. Jeg ser pæne eller storslåede panoramaer på samme måde, som man bladrer gennem et stativ med postkort, men de afgiver ikke længere nogen betydning.

Helle Helle: Fire drømme om Methe Skjoldeng

August, 2012

Jeg opdager ved et tilfælde, at der findes to Methe Skjoldeng.

Den ene befinder sig på Testrup Højskole. Den anden er med

min søster på Mallorca, hun er knap så spraglet klædt.

November, 2013

Methe Skjoldeng har taget navneforandring til Katja Hårnål.

Marts, 2014

Methe Skjoldeng føder tvillinger, den ene taler straks efter fødslen lydefrit dansk.

April, 2015

Mens Methe Skjoldeng sover, går hendes datter Nova til bageren

og beder om en "benspjæt" og en "spandøjser".

David Copperfield og Sandhed af Lone Hørslev

David Copperfield:

Dengang jeg var inde og se den store

tryllekunstner David Copperfield.

Det var helt vildt.

Han tryllede for eksempel en personbil væk.

Han tryllede en del af

publikum væk,

Kirsten Hammann tryllede han væk.

Det var ikke særlig fedt

at skulle gå hjem

uden Kirsten, men

hun dukkede senere op ude på en mark.

Jeg tænkte dengang, at det gad jeg godt, jeg

gad godt at blive tryllet væk.

Evt. blive lagt i en vakuumpose.

Evt. blive ramt af en pil eller lyn.

Nu ligger jeg i sengen og lytter til

et youtube-klip du har sendt mig, det

er fyldt med nordlys og beats. Det er som at blive aet

med lyd og

jeg føler mig igen

inspireret til at forsvinde. Eller.

Forsvinde ind i musikken hvor tonerne et øjeblik skubber

tomheden

tilbage ned i hatten med kaniner.

Hører du det samme? Nu. Hører du det samme NU?

Hvis du gør, kan vi måske mødes

i noget stofligt og rent

og måske

           et øjeblik

og fra hver vores matrikel

forsigtigt forsigtigt

finde hinanden i dét.

Sandhed:

En kendt dansk fotomodel har navngivet sit barn

Shooter Sandhed Schnabel.

Tænk at kalde sit barn for Sandhed, tænk

at kalde nogen det.

Kunne hun ikke lige så godt

have kaldt sit barn for Jesus, jeg mener

den mindste løgn i Sandheds mund

må jo være som et bombeattentat i en børnehave.

Tænk hvis Sandhed vokser op og bliver en

motherfucking player, en person,

som svindler sig både

til pigehjerter og til penge.

Eller i mindre skala: at Sandhed

bliver sådan en

der lyver hist og pist

og ikke fordi han egentlig

ønsker at lyve

men bare fordi

det gør vi alle. Det gør du.

Når du siger

at du ikke kan leve uden mig.

Det går jo meget fint, måske

er Sandhed også bange for at såre nogen.

Måske vil han sige ”Jeg elsker dig” til en kvinde

han slet ikke elsker, bare for at se hende glad.

Og hun vil se ømt på ham og hviske tilbage:

Kære Sandhed.

Jeg elsker også dig.

Og uden at vide hvor mange ansigter

Sandhed er i stand til at bære. 

Til alle jer - Doctor Hielpeløs aff Græcken Land

Digt af Mads Mygind

en politiker siger han skal have en højere moral

end resten af samfundet

for at udføre sit arbejde

jeg siger han skal have en lavere moral

for at gøre det han gør

han siger han har i sinde at overholde loven

uden han er blevet spurgt om det

Tekst af Zara Palmquist

mine fingrer er klistrede, jeg løber mod toilettet, skider på gulvet. Mine fingrer stinker af varme gulerødder og olie. I dag snakkede jeg i telefon med Katinka, hun sagde ikke så meget, jeg snakkede en del. Det prikker i ryggen, som om en myretue har taget bo i ryggen på mig, eller som om en stor massagekugle trykker hele ryggen træt. Den følelse kender hun ikke, men hun kender følelsen af at knoglerne føles som tør træ. Måske det er måden vi formulerer os omkring kroppen, der gør hvordan vi føler den. Jeg ville have skrevet alt muligt, om MJ og Islam og folk og de ulykkelige, det står i min notesbog, notesbogen er væk, jeg tørrer lort op fra gulvet med en klud. Når jeg dør, så dør verden, hørte jeg engang en kvinde sige i bussen, jeg tænkte hun var en idiot. Her kommer så noget andet tekst, som giver mere mening, måske lort: Fotografiet er tidens monument, fotografiet er et objekt, et fastfrosset øjeblik, et ansigt med folder i huden og skygger af sort, men mest af alt øjnene, øjnene i et fotografi. Øjne der har set ting i verden. Øjet fremstår sårbart skuttende. Det gør så ondt at se et menneske fornedre sig, bukke sig i skam. Jeg kan bilde mig ind, at jeg kan se gennem blikket, at jeg ser ind under blikket, ser hvad det øje har set. Billeder af angst og krig vælder ind fra blikket. Et monument i krigens navn, kalder. Hvad bliver tilbage efter krig? Hvad får vi andre lov til at erindre? Sammenbrud, billeder af verden som skranter. Hvad er det her? Et farvel til det organiske. Græshopper med luftbårne sygdomme udbreder smitte. De æder alting op. I horder vandrer de, nogen af dem flyver. Fra by til by æder de markerne op. Uroen kravler, de tynde stængler svajer let i vinden, sætter sig på stilke, sætter sig på stilke stængler. Dyret trækker vejret med besvær, det har knuder på stemmebåndet, luftgangene er besværet. Opsøger en nødvendighed i bevægelsen, mens maven sprækker af overlast.

Uden titel - Line Toftsø

Jeg forestiller mig at dagene

kan blive ved med hænderne

i skødet ingenting er fuld

af forventning og græssets røde ankler

knækker med en lyd der afsluttes

i det samme den sættes

i gang  det beroliger mig

at alle ikke holder

ferie  i radioen er alderen

gammel  jeg forstår ikke

at fødderne ikke når ned

til gulvet  at centimeters afstand

og spejlskåret onyx også kan være

mig sådan  og det går over det gør det

om natten hvor jeg er den eneste  hvor

roserne er for søde og vifter som venlige

jeg tror det er et menneske  en mand

der bøjer sig  de tynde ben en tornet ryg

der skyder  et stjerneskud der kommer før

jeg er klar  hvordan det ser ud hvordan  det

skal jeg sige dig  jeg ser det med

mine øjne  det er mørkt meget mørkt

og blødt ligesom løsnet jord og se nu

hvordan en stor bille lægger sig  først

den ene højre skulder i jorden og så resten

af kroppen  bevægelsen foregår så langsomt

og da billen lægger sig fladt lyder et tørt klak

som når man knapper en tryklås og

guldet bliver brunt og synes er længere væk

Lånerkort til Island - Marija Krogh Iversen

Jeg postede et opslag på facebook, som jeg håbede ville gå viralt. Det gik ingen steder og der sad jeg med min digitale forfængelighed og ønskede at blive hørt. Derude. Hos jer. Uden for Islands svovlende mure. For her siger ingen noget. Hekla sover, nordlyset er ikke vågnet endnu, det er som en tidlig lørdag morgen og man spekulerer på, hvad man skal få tiden til at gå med før resten af huset begynder at klø sig i skridtet og kaffemaskinen til sidst går i gang med at oversætte natten til dag. Der er på en eller anden måde noget eller nogen, mig selv velsagtens, der skal trykke på knappen på den maskine, der skal få verden til at virke, give dagene sprog, så de taler til mig. Jeg har lånt en cykel og lånt et lånerkort. Jeg har talt med to piger med cykelhjelme på, en teenager, der malede en vindueskarm og med en kvinde, der i sin uldne trøje ligesom varmede hele den have hun stod i op. Se, hun var viral, hvis viral har noget med bevægelse og spredning at gøre, som for eksempel Thomas Bigum hævder. Ich weiß nicht, men hvis Thomas Bigum har ret, så var hun virkelig viral, den grønsweatrede kvinde, hun spredte sin glød og forærede mig sin cykel og hele haven lyste, græsset og havet og Esja på den anden side af havet lyste.

Og så brugte jeg en dag på at trække gamle Amiina gennem byen i et konstant fald af konstant regn, der ophidset rev i min islandske goretexjakke af tvivlsom kvalitet. Men vi nåede cykelsmeden i Hverfisgata, den gamle jernhoppe og jeg, og jeg spekulerede på, hvad det ville koste, men han pustede gratis, islandsk luft i dækkene og sendte mig af sted ned ad gaden og så til venstre af Ingólfsstræti, ud mod det nordiske hus. Det bedste var ikke glæden over at læse den seneste udgave af Weekendavisen mellem svenske, norske og danske titler eller den søde bibliotikarinde, der anbefalede mig at læse Salka Valka af Halldorf Laxness – Islands store stolthed på linje med Hekla og Gullfoss og Den Blå Lagune og islændernes ukuelige arbejdsmoral og rå tyngde, der eftersigende bragte dem tilbage på sporet efter 2008 – det bedste er den der forbudte stolthed i skulderbladene over, at et lille projekt blev født og fuldført i verden. At Amiina nu har luft i sine dæk og jeg har luft under vingerne, ligesom Erica Jung, bare mere svovlholdig.

Jeg læste her til morgen, at DSB bruger 25 millioner om året på at fjerne graffiti fra deres tog, og at der hver dag bliver lagt 350 millioner billeder op alene på Facebook, og der sad jeg mellem alle millionerne og følte mig lykkeligt overladt til min havregrød, der stod og fik skorpe på, mens der vel blev lagt en 377.000 billeder på Facebook. I Island blomstrer syrenerne i midten af august, i Island er jordbærrene modne i midten af august, i Island ripper de solbær og ribs i starten af oktober. I Island ligger de også billeder på Facebook, men de ligger dem langsommere i takt med solbærs modnen og syrenernes sene død.  

Uddrag af Stormskader - Katrine Grünfeld

Tallerkener med stivnede madrester, glas med indtørret rustrød vin i bunden, papirer over alt, flasker og flasken, der er væltet. Banalt på en fad måde, en banan, der bare bliver liggende, til den er helt sort af pletter, fyldt med små emsige fluer, som man har gloet på i dagevis. Dagevis, der burde bæres ud og brændes. Hun står i stuen. Fødderne uden strømper mod gulvbrædderne, tæernes afskallede neglelak, det tynde, blonde hår, der ikke længere bliver elektrisk af de allermindste grunde, fordi hun har klippet hestehalen af i raseri over elastikken, fanget i håret. Det går på en eller anden måde altid ud over håret og kroppen, der holder sammen på det hele. Sådan står hun og er i tvivl om, hvor hun skal bevæge sig hen. Der er færre måder, måske flere måder, at bevæge sig på, når hun ikke skal begynde dagen med at børste børnenes tænder. Det meste af tiden har lyst til at sove. Hele tiden har lyst til at ødelægge noget. Se, hvordan her ser ud. Sådan er hun, når hun er alene. Når der ikke er nogen til at dæmme op for det. Når hun er sammen med ham, kan hun kontrollere sig selv. Hun kan vente en time med at tømme opvaskemaskinen. Og så tømme den i det nu, han kommer ud i køkkenet. Han skal se, at hun tømmer den. Hun kan kværne støvsugeren hen over gulvet, under deres ben, netop som de har sat sig til rette, familien.

Tekst - Sophia Handler

MELLEM SEMESTRE

god plads på gaden,

på vej over Christianshavn

jeg får Karens hår ind i kameraet

vi er gode veninder, vi formår at blive ved
med at se os selv oppefra

i de små timer

vi voksede op med at spille Sims

cyklerne holder kollegietæt

rundt om en rød dør af træ,

en slags skur, man skal sluses igennem

grinende

vi var nødt til at lede lidt efter det her

jeg samler mig op,

træder ind i et saltvandstungt lydbillede

her er bredt og tomt

vi trækker en kæde gennem røgen

som bjergbestigere

køleren blinker bag baren

henover et kendt ansigt, Adonis

med funny balloons

fabulerende: you are dancing like a fly. you remind me of all the summers I was chasing off flies from watermelon. it was warm, 40 degrees

and I was thinking about my life while the flesh was getting ripe

I never knew I would end up in a bike land

there is gonna be a thunderstorm later, see you around

der er ingen tvivl om, hvor du står og bevæger dig

at hænderne et til at tage med

Dragos, Adonis og du

I er bare musikere, der skiftes

os, vi er piger, der spreder sig

---

så står alle udendørs lidt

det er som om, vi hele tiden har lænet os mod hinanden

som nogen

der siger ‘alligevel’

du bløder op i nakken og drejer den,

wanna go to my room? en anden etage, hvorfor. I have a friend sleeping in my room. who’s that friend

det her er en kvindes lejlighed

jeg tænker ikke over det før
vi roder rundt i den gullige seng

du holder øjnene permanent lukkede

vores rytme er kortvarigt synkron

men jeg taler utydeligt og

falder fra tinderne: jeg er et gabende hul i gardinet

#pathetic

jeg siger 

you're never, ever gonna fuck a gurl like me again

eller senere, værre: I'm a keeper. Adonis, tell him I’m a keeper

bagefter ligger vi ganske kort

jeg tror, jeg kaldte dig Nordpolen

tøjet på gulvet har ikke fordelt sig det vilde

vi låser os ud og væk fra hinanden,

tilbageføres til musikken

fra hver vores kanal

pulten står bag en europalle

det her er den største afstand, jeg har haft til et andet menneske på jorden 

---

før jeg finder Karen igen

udenfor på græsset, sætter jeg mig i baren

manden i stolen ved siden af ler og ler

Adonis ser nysgerrigt på

hvordan du spænder min horisontlinje ud mellem skuldrene

synthen kører op i det ætsende

vores rytme er kortvarigt synkron

her er gråt inde nu

vi taler ikke om tiden

man føler en større ensomhed blandt sine venner end 

den ensomhed, man føler foran et publikum

du vil først skrue ned for volumen, når jeg er taget hjem

Postkort fra René Jean Jensen

Her sker ingenting. Jeg har fundet en 25-øre fra 1981. Dronningens monogram: et kronet M med viltre rødder, blækspruttefødder, 2R-bølgegang. Møntmageren hed nok BOB, B hjerte B. På den anden side: fartstriberne Danmark ankommer i. Cirklen, værdiens cirkel, hvori 25-øren er et lille puf. Og det skønne hul i midten: hullet i værdierne. Tomrummet i midten. Bålplads, brændglas. Sæt glas i alle hullede mønter, en lup. Brænd alting af med møntskærpet sol. Nej, lad selvfølgelig være med det. Lad være med alt. Et her-sker-der-ingenting-hul bliver til et nyt. Kafka sidder selvfed i sukkulenten og rækker sin skællede tunge ud og hvæser vand mig. Zigzaggende øjne. Vand? Mig? Så kommer politihunden og vander krabbebregnen, god hund. Sørøveren hænger sig, alt uddør omkring ham. I mellemtiden skal vi med bussen, vi skal leje en Peugeot, vi går selv, vi napper tandemen ned på havnen, hvor vi skal banke blæksprutter mod molen. Føler os genmanipuleret nu-bundne. En lille sød gris gnubber imens sin røv mod tv-glasset, hale, fladtrykt spiral. Kommer vi ind i fiktionen og leger? Jeg tror det, vi skal lige skrive postkortet færdigt først. Kære. Her sker ingenting.

RJJ