David Copperfield:
Dengang jeg var inde og se den store
tryllekunstner David Copperfield.
Det var helt vildt.
Han tryllede for eksempel en personbil
væk.
Han tryllede en del af
publikum væk,
Kirsten Hammann tryllede han væk.
Det var ikke særlig fedt
at skulle gå hjem
uden Kirsten, men
hun dukkede senere op ude på en mark.
Jeg tænkte dengang, at det gad jeg
godt, jeg
gad godt at blive tryllet væk.
Evt. blive lagt i en vakuumpose.
Evt. blive ramt af en pil eller lyn.
Nu ligger jeg i sengen og lytter til
et youtube-klip du har sendt mig, det
er fyldt med nordlys og beats. Det er
som at blive aet
med lyd og
jeg føler mig igen
inspireret til at forsvinde. Eller.
Forsvinde ind i musikken hvor tonerne
et øjeblik skubber
tomheden
tilbage ned i hatten med kaniner.
Hører du det samme? Nu. Hører du det
samme NU?
Hvis du gør, kan vi måske mødes
i noget stofligt og rent
og måske
et øjeblik
og fra hver vores matrikel
forsigtigt forsigtigt
finde hinanden i dét.
Sandhed:
En kendt dansk
fotomodel har navngivet sit barn
Shooter
Sandhed Schnabel.
Tænk at kalde
sit barn for Sandhed, tænk
at kalde nogen
det.
Kunne hun ikke
lige så godt
have kaldt sit
barn for Jesus, jeg mener
den mindste løgn
i Sandheds mund
må jo være som
et bombeattentat i en børnehave.
Tænk hvis
Sandhed vokser op og bliver en
motherfucking
player, en person,
som svindler sig
både
til pigehjerter
og til penge.
Eller i mindre
skala: at Sandhed
bliver sådan en
der lyver hist og
pist
og ikke fordi han
egentlig
ønsker at
lyve
men bare fordi
det gør vi alle.
Det gør du.
Når du siger
at du ikke kan
leve uden mig.
Det går jo meget
fint, måske
er Sandhed også
bange for at såre nogen.
Måske vil han
sige ”Jeg elsker dig” til en kvinde
han slet ikke
elsker, bare for at se hende glad.
Og hun vil se ømt
på ham og hviske tilbage:
Kære Sandhed.
Jeg elsker
også dig.
Og uden at vide
hvor mange ansigter
Sandhed er i
stand til at bære.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar