Uddrag af Stormskader - Katrine Grünfeld

Tallerkener med stivnede madrester, glas med indtørret rustrød vin i bunden, papirer over alt, flasker og flasken, der er væltet. Banalt på en fad måde, en banan, der bare bliver liggende, til den er helt sort af pletter, fyldt med små emsige fluer, som man har gloet på i dagevis. Dagevis, der burde bæres ud og brændes. Hun står i stuen. Fødderne uden strømper mod gulvbrædderne, tæernes afskallede neglelak, det tynde, blonde hår, der ikke længere bliver elektrisk af de allermindste grunde, fordi hun har klippet hestehalen af i raseri over elastikken, fanget i håret. Det går på en eller anden måde altid ud over håret og kroppen, der holder sammen på det hele. Sådan står hun og er i tvivl om, hvor hun skal bevæge sig hen. Der er færre måder, måske flere måder, at bevæge sig på, når hun ikke skal begynde dagen med at børste børnenes tænder. Det meste af tiden har lyst til at sove. Hele tiden har lyst til at ødelægge noget. Se, hvordan her ser ud. Sådan er hun, når hun er alene. Når der ikke er nogen til at dæmme op for det. Når hun er sammen med ham, kan hun kontrollere sig selv. Hun kan vente en time med at tømme opvaskemaskinen. Og så tømme den i det nu, han kommer ud i køkkenet. Han skal se, at hun tømmer den. Hun kan kværne støvsugeren hen over gulvet, under deres ben, netop som de har sat sig til rette, familien.