Lånerkort til Island - Marija Krogh Iversen

Jeg postede et opslag på facebook, som jeg håbede ville gå viralt. Det gik ingen steder og der sad jeg med min digitale forfængelighed og ønskede at blive hørt. Derude. Hos jer. Uden for Islands svovlende mure. For her siger ingen noget. Hekla sover, nordlyset er ikke vågnet endnu, det er som en tidlig lørdag morgen og man spekulerer på, hvad man skal få tiden til at gå med før resten af huset begynder at klø sig i skridtet og kaffemaskinen til sidst går i gang med at oversætte natten til dag. Der er på en eller anden måde noget eller nogen, mig selv velsagtens, der skal trykke på knappen på den maskine, der skal få verden til at virke, give dagene sprog, så de taler til mig. Jeg har lånt en cykel og lånt et lånerkort. Jeg har talt med to piger med cykelhjelme på, en teenager, der malede en vindueskarm og med en kvinde, der i sin uldne trøje ligesom varmede hele den have hun stod i op. Se, hun var viral, hvis viral har noget med bevægelse og spredning at gøre, som for eksempel Thomas Bigum hævder. Ich weiß nicht, men hvis Thomas Bigum har ret, så var hun virkelig viral, den grønsweatrede kvinde, hun spredte sin glød og forærede mig sin cykel og hele haven lyste, græsset og havet og Esja på den anden side af havet lyste.

Og så brugte jeg en dag på at trække gamle Amiina gennem byen i et konstant fald af konstant regn, der ophidset rev i min islandske goretexjakke af tvivlsom kvalitet. Men vi nåede cykelsmeden i Hverfisgata, den gamle jernhoppe og jeg, og jeg spekulerede på, hvad det ville koste, men han pustede gratis, islandsk luft i dækkene og sendte mig af sted ned ad gaden og så til venstre af Ingólfsstræti, ud mod det nordiske hus. Det bedste var ikke glæden over at læse den seneste udgave af Weekendavisen mellem svenske, norske og danske titler eller den søde bibliotikarinde, der anbefalede mig at læse Salka Valka af Halldorf Laxness – Islands store stolthed på linje med Hekla og Gullfoss og Den Blå Lagune og islændernes ukuelige arbejdsmoral og rå tyngde, der eftersigende bragte dem tilbage på sporet efter 2008 – det bedste er den der forbudte stolthed i skulderbladene over, at et lille projekt blev født og fuldført i verden. At Amiina nu har luft i sine dæk og jeg har luft under vingerne, ligesom Erica Jung, bare mere svovlholdig.

Jeg læste her til morgen, at DSB bruger 25 millioner om året på at fjerne graffiti fra deres tog, og at der hver dag bliver lagt 350 millioner billeder op alene på Facebook, og der sad jeg mellem alle millionerne og følte mig lykkeligt overladt til min havregrød, der stod og fik skorpe på, mens der vel blev lagt en 377.000 billeder på Facebook. I Island blomstrer syrenerne i midten af august, i Island er jordbærrene modne i midten af august, i Island ripper de solbær og ribs i starten af oktober. I Island ligger de også billeder på Facebook, men de ligger dem langsommere i takt med solbærs modnen og syrenernes sene død.