Jeg
forestiller mig at dagene
kan
blive ved med hænderne
i
skødet ingenting er fuld
af
forventning og græssets røde ankler
knækker
med en lyd der afsluttes
i det
samme den sættes
i
gang det beroliger mig
at
alle ikke holder
ferie i radioen er alderen
gammel
jeg forstår ikke
at
fødderne ikke når ned
til
gulvet at centimeters afstand
og
spejlskåret onyx også kan være
mig
sådan og det går over det gør det
om
natten hvor jeg er den eneste hvor
roserne
er for søde og vifter som venlige
jeg
tror det er et menneske en mand
der
bøjer sig de tynde ben en tornet ryg
der
skyder et stjerneskud der kommer før
jeg
er klar hvordan det ser ud hvordan det
skal
jeg sige dig jeg ser det med
mine
øjne det er mørkt meget mørkt
og
blødt ligesom løsnet jord og se nu
hvordan
en stor bille lægger sig først
den
ene højre skulder i jorden og så resten
af
kroppen bevægelsen foregår så langsomt
og da
billen lægger sig fladt lyder et tørt klak
som
når man knapper en tryklås og
guldet
bliver brunt og synes er længere væk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar