Den
8. plage
På
vej til cricket, for at være bedst, træningsintervallet øget til
hver dag, igennem bussens rude, den stærke sol, i små
kalejdoskopiske mosaikker, der spejler og forstyrrer udsynet, en stor
abe, i det lange, stride græs, i udkanten af skoven ud for
cricketbanerne, som årvågent spejder efter de håndsyede bolde, der
kommer for nær. Da bussen er kørt nogle få meter og er i skygge af
træerne, med ét bag den store abe, en lang, lige række mindre og
mindre aber, der fører dybt ind i den mørke skov, som en udstrakt
Babusjka, der lus for lus, med ryggen til hinanden, og andet utøj,
lidt stressede soignerer både hinanden og ham, da en cricketbold
bliver ramt lige i røven, langt ud af banen og flyver over og
lander, trillende det sidste stykke over til aben. Reserveslåeren,
der også fungerer som boldhenter, går hen for at hente bolden, mere
og mere nær aben, dens åndedræt der lyder mere og mere tungt,
slimen i luftrøret, den automatiske rømmen, som om der et sted
inden i ham bliver brygget kaffe, og denne gang går det lige, bolden
er hentet og spillet kan fortsætte igen. Senere, når banerne i
skumringen er lukkede, når han kan tillade sig at slippe angsten,
soignerer også han i et ømt øjeblik en ven, mens solen, stille som
den plejer, drejer ned bag vulkanen i horisonten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar