Tekst af Zara Palmquist

mine fingrer er klistrede, jeg løber mod toilettet, skider på gulvet. Mine fingrer stinker af varme gulerødder og olie. I dag snakkede jeg i telefon med Katinka, hun sagde ikke så meget, jeg snakkede en del. Det prikker i ryggen, som om en myretue har taget bo i ryggen på mig, eller som om en stor massagekugle trykker hele ryggen træt. Den følelse kender hun ikke, men hun kender følelsen af at knoglerne føles som tør træ. Måske det er måden vi formulerer os omkring kroppen, der gør hvordan vi føler den. Jeg ville have skrevet alt muligt, om MJ og Islam og folk og de ulykkelige, det står i min notesbog, notesbogen er væk, jeg tørrer lort op fra gulvet med en klud. Når jeg dør, så dør verden, hørte jeg engang en kvinde sige i bussen, jeg tænkte hun var en idiot. Her kommer så noget andet tekst, som giver mere mening, måske lort: Fotografiet er tidens monument, fotografiet er et objekt, et fastfrosset øjeblik, et ansigt med folder i huden og skygger af sort, men mest af alt øjnene, øjnene i et fotografi. Øjne der har set ting i verden. Øjet fremstår sårbart skuttende. Det gør så ondt at se et menneske fornedre sig, bukke sig i skam. Jeg kan bilde mig ind, at jeg kan se gennem blikket, at jeg ser ind under blikket, ser hvad det øje har set. Billeder af angst og krig vælder ind fra blikket. Et monument i krigens navn, kalder. Hvad bliver tilbage efter krig? Hvad får vi andre lov til at erindre? Sammenbrud, billeder af verden som skranter. Hvad er det her? Et farvel til det organiske. Græshopper med luftbårne sygdomme udbreder smitte. De æder alting op. I horder vandrer de, nogen af dem flyver. Fra by til by æder de markerne op. Uroen kravler, de tynde stængler svajer let i vinden, sætter sig på stilke, sætter sig på stilke stængler. Dyret trækker vejret med besvær, det har knuder på stemmebåndet, luftgangene er besværet. Opsøger en nødvendighed i bevægelsen, mens maven sprækker af overlast.